16. februar 2009

Bliver Windows 7 færdig i 2009???

- Alt tyder på at Windows 7 bliver klar til lancering inden jul, men Microsoft vil ikke selv bekræfte lanceringsdatoen.


Microsoft har stadig ikke meldt ud hvornår Windows 7 kommer på markedet, men alt tyder på at styresystemet lanceres i god tid inden jul. Det fortæller kilder hos pc-producenter i Asien og USA til CNET. Hvis Microsoft skal nå at få en god bid af den travle julehandel, så skal Windows 7 formentlig lanceres senest i starten af november.

Men softwarefirmaet har ikke selv bekræftet en lanceringsdato og tidspunktet kan stadig ændre sig, hvis der dukker flere fejl eller problemer op i de aktuelle betaversioner. Derfor er det ikke helt umuligt, at lanceringen bliver skubbet til begyndelsen af 2010.

Forgængeren Windows Vista kom også i januar måned til private brugere, selvom virksomheds-versionen blev frigivet to måneder tidligere.

For at forhindre, at salget af Vista-computere går helt i stå, fordi alle venter på Windows 7, vil Microsoft sædvanen tro introducere et opgraderingsprogram, hvor Vista-købere får en helt eller næsten gratis opgradering til Windows 7. Dette program vil formentlig gælde for alle, der køber en Vista-computer fra sommeren.

Der er nu lukket for adgang til den offentlige betaversion af Windows 7, men Microsoft vil senere udsende en næsten færdig Release Candidate af styresystemet.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

0 kommentarer:

  © Blogger template 'Ultimatum' by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP