17. december 2008

Panasonic laver fjernbetjening af gelé...


- Om en fjernbetjening lavet af gelé-agtig masse er genialt eller dybt gelatine-godnat, ved vi ikke – til gengæld ved vi, at det netop er det, som Panasonic arbejder på lige nu...

Forestil dig dette scenario; du sidder i sofaen og ser et så dødssygt tv-program, at du føler en ubændig trang til at skifte kanal. Så du rækker ud efter fjernbetjeningen og får fat i en slatten klat gelé, som efter du har samlet den op, begynder at blive hård og aflang. Du trykker på de indgraverede knapper, skifter kanal og smider fjernbetjening ned på sofabordet, hvor den ”slatner” hen igen.

Det lyder måske mest af alt som en David Lynch filmscene, men kan meget nemt gå hen og blive fremtiden for fjernbetjeninger – hvis man skal tro Panasonic. For netop nu arbejder de på at udvikle verdens første (og sikkert også sidste) gelé-fjernbetjening. Og ud over at være lavet af et mildest talt alternativt materiale, så ligger fjernbetjeningen og ”ånder” på bordet – hvilket vil sige, at den ligger og lyser i et tempo, der skal symbolisere åndedræt. Så snart du samler fjernbetjeningen op, stopper den med at lyse, og skifter fra slatten til solid, så du nemt kan betjene den. Formålet spørger du? ... Og der må vi være svar skyldig.

Toshiba og Sandisk drosler Flash-produktion

- Den faldende efterspørgsel har fået Toshiba og Sandisk til at drosle produktionen af Flash-hukommelse med 30 procent.

Den globale finanskrise har fået forbrugerne til at købe færre mp3-afspillere, hukommelseskort og andre apparater med Flash-hukommelse. Produktionen af NAND Flash-chips er nu større end markedets efterspørgsel. Det har nu fået Toshina og Sandisk til at drosle produktionen i den fælles Yokkaichi Operations fabrik i Japan med 30 procent.

Toshiba fortæller i en pressemeddelelse, at en del af fabriksanlægget bliver lukket helt ned i starten af januar. Lukningen gælder kun for 14 dage, hvorefter produktionen skal starte igen, men kun med 70 procent af det oprindelige niveau.

Samtidig fortæller Toshiba at man løbende vil holde øje med markedets udvikling for at afgøre, hvornår produktionen skal køres tilbage til fuldt niveau.

Den reducerede produktion af NAND Flash kan betyde at priserne for hukommelseskort vil stige igen i den kommende tid.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

  © Blogger template 'Ultimatum' by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP