15. januar 2009

Apple truede Wired til at fjerne video...

- En lidt for grundig videopskrift på hvordan man installerer en ulovlig kopi af Mac OS X på en Netbook, fik Apple til at true med det tunge skyts mod Wired, som fjernede videon. Du kan dog se den her.


Magasinet og hjemmesiden Wired fik fornylig lavet en fin lille videoinstruktion, der viser hvordan man henter en ulovligt version af Mac OS X fra Piratebay og installerer denne på en Netbook. At Apple kastede sig over Wired og ikke så mange andre med lignede film og tekster, skyldes med al sandsynlighed, at Wireds materiale var særdeles brugervenligt og detaljeret.

Den yderst detaljerede instruktionsfilm, blev dog for meget for Apple, der sendte en såkaldt "cease and desist order". Wired fjernede efterfølgende materialet.

Ifølge Apples licensbetingelser er det ikke tilladt at instruere andre i hvordan man installerer Mac OS X på ikke-Applehardware.

Videoen, som Apple ikke vil have, du ser, kan ses her.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

14. januar 2009

Fotohandel i chok over Olympus-fyringer...

- Vantroen står nærmest mejslet i ansigtet på de fotohandlere, som i eftermiddag er blevet udspurgt vedrørende Olymus' situation. Flere siger samstemmende, at "Søren Hansen er jo Mr. Olympus". Andre kalder strategien helt forfejlet.


---- Artikkel fra Zoom ----

Ingen af de fotohandlere, der er adspurgt om Olympus' nuværende situation og beslutning, ønsker at få deres navn frem, men de siger samstemmende at de "ikke fatter noget som helst af, hvad det er Olympus har gang i."

- Søren Hansen er jo indbegrebet af Olympus. Han er om nogen Mr. Olympus. At fyre ham er jo som at skyde sig selv i begge fødder på samme tid, lyder det fra en anden fotohandler.

- Hvad dælen tænker de på hos Olympus, spørger en tredje. Hvordan kan de få sig selv til at fyre manden, der står bag hele Olympus, som vi kender det herhjemme. Jeg er sikker på, at der ikke er noget tilbage at Olympus som kameraproducent om ét år her i Danmark. Hvis de absolut skulle spare, burde det være gået ud over andre afdelinger i Olympus. Men det er typisk en ledelsesbeslutning fra et lag langt oppe i Olympus, hvor man ikke har nogen føling med det danske marked, slutter fotohandleren.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

Olympus på vej til at lukke i Danmark???

- Olympus er tilsyneladende så hårdt ramt af krisen, at man overvejer helt at lukke i Danmark. I hvert fald har man afskediget både den danske chef for kameradivisionen og den nordiske DSLR produktchef. Også Norge er ramt.


---- Artikel fra Zoom ----

I torsdags blev Søren Hansen, der var dansk chef for Olympus kameradivision fyret. Samtidig fik også Anne-Grete Sørensen, der er tidligere danske marketingchef og som indtil i torsdags var nordisk ansvarlig for DSLR-produkterne også at vide, at hun var fyret.

I følge Zooms oplysninger er også Norge ramt af afskedigelser i Olympus.

Dermed tyder meget på, at Olympus er hårdt presset på kameraområdet og at Olympus Danmark dermed meget vel kan være en saga blot. I hvert fald bliver vi henvist til den nordiske consumer manager Arni Ekholm der sidder i Finland.

- Du må ringe igen senere, jeg sidder lige i kundemøder, lyder det fra Arni Ekholm.

Til trods for at vi forklarer hvorfor vi ringer, er svaret "ring tilbage fredag."

I stedet ringer vi så til den øverste chef for Olympus i Danmark.


Vedholdende rygter siger, at Olympus er i færd med at lukke deres kameraafdeling i Danmark. Rygter der har fået ekstra næring efter at I i torsdags afskedigede både Søren Hansen og Anne-Grete Sørensen. Hvad er din kommentar til det Per Frederiksen?

- Det må jeg på det kraftigste dementere
. Vi er ikke i færd med at lukke noget som helst i Danmark. Der er tale om en nordisk omstrukturering, som desværre har ramt de to nævnte personer, lyder det fra Per Frederiksen.

- Fremover skal kameradivisionen styres nordisk
, men det kan ligeså godt ske fra Danmark, Norge, Sverige eller Finland, men lige nu styres det fra Arni Ekholm i Finland, fortsætter Per Frederiksen.

- Jeg vil dog gerne sige
at det er frygteligt ubehageligt at skulle fyre nogen, der har været her næsten lige så længe som jeg selv (her hentydes til Søren Hansen der har været 34 år hos Olympus Danmark, red.). Vi har sendt et brev ud til de største af vores kunder og forklaret situationen.

- Men som verden ser ud lige nu
, så gælder det om at få tilpasset sig den verden vi lever i, slutter Per Frederiksen.

Fyringerne kom få dage efter at Olympus havde lanceret deres forårskollektion af kompakte modeller. Samtidig med fyringerne i Danmark, er Norge også ramt af mindst en fyring på højt plan. Efterfølgende har det norske website digit.no været i kontakt med den norske chef. Han er blevet fyret det samme er logistikchefen.

I dag onsdag er der internt informationsmøde hos Olympus i Sverige.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

13. januar 2009

Svær start for Blu-ray...

- Tre år efter introduktionen af Blu-ray-disken ligger markedsandelen stadig på mindre end otte procent. Trods sejren over HD-DVD har det nye filmformat ikke formået at erobre forbrugernes hjerter.

Det kommende år kan blive fuldstændig afgørende for filmformatet Blu-ray. Trods prognoser om teknologiens sejrsgang blev 2008 et skuffende år for Blu-ray – hvis man ser bort fra det sidste kvartal, hvor især én film satte skub i Blu-ray-salget. Men markedsandelen for Blu-ray er fortsat på mindre end otte procent.

Det er tre år siden, det nye filmformat blev introduceret, og de første to år gik med en opslidende kamp med konkurrenten HD-DVD. På Consumer Electronics Show i Las Vegas for et år siden kunne Blu-ray fejre den endelige sejr over HD-DVD, og dermed skulle man tro, at vejen var banet for det nye format.

Men det er gået langsomt i det seneste år. Det største problem er salget af Blu-ray-drev til stationære og bærbare computere, hvor det fortsat kun er 1 procent af de nye maskiner, der er udstyret med Blu-ray.

Og her er der primært tale om afspillere og ikke brændere, så Blu-ray mangler stadig at blive accepteret som lagermedie for data. Priserne for BD-ROM drev til computere er ellers faldet støt og de kan nu fås for omkring 1.000 kroner.

Så ser det lidt bedre ud med Blu-ray-afspillere i stuen. Det er ikke længere nødvendigt at købe en Sony PlayStation 3 til 3-4.000 kroner for at spille Blu-ray-film. I 2007 blev der solgt 255.000 PS3-konsoller og Blu-ray-afspillere i Norden, mens salget for 2008 anslås til 380.000 enheder. Det er en stigning på 50 pct.

I USA er der solgt omkring 10 millioner enheder med Blu-ray-understøttelse siden formatet blev introduceret for tre år siden – heraf er tre ud af fire PS3-konsoller.

Med et strømforbrug på 170 watt er PlayStation 3 absolut ikke den mest miljøvenlige Blu-ray-afspiller – de andre afspillere på markedet bruger typisk mellem 14 og 27 watt.

På dette års Consumer Electronics Show blev der præsenteret 18 nye Blu-ray-afspillere og de billigste starter ved 1.500 kroner. Det er stadig dyrere end en dvd-afspiller, der kan købes for et par hundrede kroner.

Men så har den seneste generation af Blu-ray-afspillere også nye funktioner som BD Live, der henter informationer og bonusmateriale over en internet-forbindelse. De nyeste afspillere kan både oprette forbindelse til internet over Ethernet og trådløst net.

For at nyde den fulde Blu-ray-filmkvalitet kræves dog et HD-fjernsyn – og det er fortsat kun et fåtal af de private hjem, der har anskaffet en af de nye højtopløsende tv-skærme.

Den bedste målestok for Blu-rays popularitet er nok salget af film, og her er der fremgang at spore i det sidste år, hvor det nordiske salg er steget fra 335.000 film i 2007 til 1,4 mio. I USA blev der for første gang solgt mere end 1 million Blu-ray-film på en måned i oktober 2008, mere end 2 millioner i november og mere end 3 millioner i december.

Men det var især én film, Dark Knight, som løftede salget og alene solgte næsten to millioner eksemplarer på Blu-ray. Uden Dark Knight ville stigningen i Blu-ray-salget være langt mere begrænset.

Der er ellers efterhånden 1.100 filmtitler på Blu-ray, heraf 75 film, som henter ekstramateriale gennem BD-Live. Det skal sammenlignes med, at der er udgivet omkring 95.000 filmtitler på dvd.

Hvis man spørger Blu-ray Disc Association har det nye filmformat allerede overhalet dvd'en. Foreningen argumenterer med, at de 10 millioner solgte Blu-ray-afspillere i USA i de første tre år er højere end antallet af dvd-afspillere, der blev solgt i de første tre år efter dvd'ens markedsstart. Der blev nemlig kun solgt fem millioner dvd-afspillere i de første tre år.

Men det kan ikke skjule, at det fortsat er Sony PlayStation 3 og nogle få populære blockbuster-udgivelser som Dark Knight og Iron Man, der holder liv i Blu-ray-formatet. Og den store konkurrent er ikke dvd'en, men derimod film-downloads fra nettet, som over en årrække kan fjerne behovet for det fysiske lagerformat.

I dag er internettet stadig for langsomt til at hente film i HD-kvalitet – men det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før video-on-demand bliver mainstream.


Jannick R. Chr. - http://www.snapshots.mono.net

  © Blogger template 'Ultimatum' by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP