Viser opslag med etiketten Cloud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cloud. Vis alle opslag

10. maj 2010

Dropbox. Filer med på farten...

- Dropbox er et lille stykke software, der synkroniserer dine filer online og på tværs af dine computere og endda din iPhone.

Put dine filer i din Dropbox på én computer, og de vil være tilgængelige med det samme på nogle af dine andre computere, hvis du har installeret Dropbox selvfølgelig. Dropbox fungerer på tværs af platforme, så du kan faktisk dele filer på Mac, Windows, Linux og iPhone.



Fildelingen fungere ved at dine filer bliver gemt som en kopi på Dropbox's sikre servere, og her kan du også få adgang til dem fra enhver computer eller mobile enhed ved hjælp af Dropbox hjemmeside.

For mig, er det her en smart løsning... selvfølgelig er der en del af det der koster penge, men du har også adgang til det gratis. Og hvordan så det??? Jo, du har automatisk 2 Gb plads på Dropbox, og ønsker du mere, så skal der løsnes lidt op for grebet om pengepungen... men til de små filer som man skal have frem og tilbage, er 2 Gb mere end rigeligt.


Filer med på farten
, en super løsning til de små bærbare NetBooks. Ja, det mener jeg... genialt, hvis jeg selv skal sige det, da du uanset om du "kører" gratis eller betaler for mere lagerplads, kan have de filer med som du vil bruge, uanset om det er musik, film eller dokumenter af alskens slags - alt sammen gemt i "skyen".

En anden smart ting er at, hver gang du gemmer en fil i Dropbox, synkroniserer den til deres sikre servere, og her holder/gemmer Dropbox en historie-liste over hver eneste ændring du laver, så du kan fortryde eventuelle fejl og selv genopretter filer - lidt ligesom papirkurven i Windows er en backup hvis man fortryder at have slettet en fil. Som standard, gemmer de 30 dages ændringer i historien for alle dine filer, så selv hvis du kommer i tanke om det et par dage efter, kan en ændring fortrydes :) Så har selv os sløve folk, også en chance for at være med.


Du kan downloade Dropbox her:
... Dropbox Site...

16. februar 2009

Bliver Windows 7 færdig i 2009???

- Alt tyder på at Windows 7 bliver klar til lancering inden jul, men Microsoft vil ikke selv bekræfte lanceringsdatoen.


Microsoft har stadig ikke meldt ud hvornår Windows 7 kommer på markedet, men alt tyder på at styresystemet lanceres i god tid inden jul. Det fortæller kilder hos pc-producenter i Asien og USA til CNET. Hvis Microsoft skal nå at få en god bid af den travle julehandel, så skal Windows 7 formentlig lanceres senest i starten af november.

Men softwarefirmaet har ikke selv bekræftet en lanceringsdato og tidspunktet kan stadig ændre sig, hvis der dukker flere fejl eller problemer op i de aktuelle betaversioner. Derfor er det ikke helt umuligt, at lanceringen bliver skubbet til begyndelsen af 2010.

Forgængeren Windows Vista kom også i januar måned til private brugere, selvom virksomheds-versionen blev frigivet to måneder tidligere.

For at forhindre, at salget af Vista-computere går helt i stå, fordi alle venter på Windows 7, vil Microsoft sædvanen tro introducere et opgraderingsprogram, hvor Vista-købere får en helt eller næsten gratis opgradering til Windows 7. Dette program vil formentlig gælde for alle, der køber en Vista-computer fra sommeren.

Der er nu lukket for adgang til den offentlige betaversion af Windows 7, men Microsoft vil senere udsende en næsten færdig Release Candidate af styresystemet.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

Bag om Windows 7...

- Skærmtrolden Johannes, fra Gear-TV, kigger denne gang nærmere på nogle af de nye features som Microsofts næste styresystem, Windows 7, har at byde på...


Klik på link for at se videklip


Hurtigere, flottere og generelt bare bedre. Windows 7 ser ud til at blive alt det som Windows Vista ikke var. Gear-TV's skærmtrold Johannes, har kigget lidt nærmere på hvad vi har at se frem til af lækkerier og nye funktioner i Windows 7.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

5. februar 2009

Din næste netbook får måske u-lands-Windows...

- Den skrabede Starter Edition af Windows 7, der er møntet på udviklingslande, skal også bruges til netbooks i resten af verden.


Det anslås at ni ud af ti netbooks kører med Microsofts gamle styresystem Windows XP. Microsoft holder liv i Windows XP for at kunne tilbyde et alternativ til Linux på netbook-markedet, hvor den typiske maskine ikke er kraftig nok til at køre Windows Vista. Men hvis det står til Microsoft, så skal fremtidens netbook udstyres med Windows 7.

I denne uge kunne softwarefirmaet præsentere de seks kommende versioner af Windows 7. To af dem er også møntet på netbooks. Det gælder den helt skrabede Starter Edition og den større Home Premium Edition.
Microsoft har i mange år solgt en Starter Edition af Windows på de såkaldte developing markets. Det er typisk lande, hvor gennemsnitsindkomsten er så lav, at det er urealistisk at betale fuld pris for en Windows-licens. Her er piratkopiering typisk meget udbredt, og det forsøger Microsoft at imødekomme med Starter Edition, som er billigere end den fulde Windows-udgave.

Men nu skal Starter Edition altså også markedsføres i rige lande som styresystem til netbooks. Denne udgave af Windows har dog en række begrænsninger, herunder at det kun er muligt at køre tre programmer samtidig, og at skærmopløsningen er forholdsvis lav.

Producenter af netbooks kan også vælge at installere den fulde Home Premium Edition af Windows 7, men så bliver licensen formentlig noget dyrere – og dertil kommer, at der stilles større krav til systemets ressourcer.
Den aktuelle generation af netbooks er næppe i stand til at afvikle Windows 7 tilfredstillende – selvom det skulle være noget hurtigere end Vista – men det kan se anderledes ud, når Windows 7 kommer på gaden om et års tid.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

26. januar 2009

Styresystemet din netbook har savnet???

- Når skidtet ikke virker som man gerne vil, så er der kun en ting at gøre, og det er at tage tingene i egne hænder.

Det er netop det Tariq Krim har gjort. For han var, som mange andre, ikke tilfreds med styresystemet på sin netbook, og begyndte derfor at udvikle sit eget. Systemet har fået navnet Jolicloud og er en modificeret udgave af Linux.

Jolicloud vil blive optimeret til mini-maskiner med mindre CPU’er og mindre RAM og lover en hurtig opstartstid. Desuden er det mere ikonbaseret end øvrige styresystemer, hvilket passer godt til de små netbooks. Om Jolicloud er løsningen på vores netbook-frustrationer ved vi i løbet af 2009, hvor styresystemet bliver frigivet. Du kan holde øje med systemets udvikling på www.jolicloud.com.

Du kan se et billede af styresystemet i brug på siden Engadget.com

Jeg vil glæde mig til systemet udkommer, da jeg er en stor fan af linux og deres ellers lette brugerflade, men fortsat sidder jeg med XP på mine små maskiner - fordi det ved jeg hvordan virker! Dog virker Jolicloud lovende, og når det udkommer skal det prøves af.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

23. januar 2009

Windows 7 løber fra Vista...

- De første tests af Windows 7 betaen taler et tydeligt sprog. Windows 7 er hurtigere end Vista, men langsommere end XP.


Nu har den offentlige betaversion af Windows 7 været ude i et par uger og de første tests af styresystemet er begyndt at rulle ind. De fleste anmeldere er enige om, at Windows 7 er en forbedring i forhold til forgængeren Vista. Der er ros til den nye opgavebjælke og den udskældte User Account Control fra Vista er heldigvis trådt i baggrunden.

Men det vigtigste er måske, at Windows 7 faktisk er hurtigere end Vista – selv i den aktuelle betaversion. Der er lidt uenighed blandt anmelderne om, hvor stor hastighedsforskellen er, men stort set alle konkluderer at der er sket en forbedring i hastigheden.

Hos Hothardware.com melder man om en hastighedsforbedring på helt op til 27 procent i Windows 7 betaen sammenlignet med Vista SP1. Det kan dog tænkes, at Vista også bliver hurtigere med den kommende SP2.

En test af SSD-ydelsen i Windows 7 hos Tweaktown viser en mindre forbedring i hastigheden sammenlignet med Vista.

Infoworld har foretaget en større test af Windows 7, Vista og Windows XP på flerkerne-systemer og her lyder konklusionen, at Windows 7 er hurtigere end Vista, men stadig langsommere end XP.

Men Windows 7 er ligesom Vista optimeret til flerkerne-systemer og skulle dermed være i stand til at skalere bedre end XP efterhånden som antallet af kerner øges.

XP er stadig hurtigere end Windows 7 på to- og fire-kerne-systemer, og skulle også være det på en kommende otte-kerne-processor, men herefter begynder Windows 7 for alvor at udspille sine fordele.

Men det er selvfølgelig ren teori; det bliver næppe muligt at købe en 16-kerne-computer med Windows XP, der allerede er ved at forsvinde fra markedet.


Download Windows 7 Beta - Windows 7 Beta


Se andre artikler om Windows 7, følg link herunder:

Vista Købere får gratis Windows 7...
Windows 7 analyserer din computer...


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

20. januar 2009

Windows 7 analyserer din computer...

- Microsoft har opdateret sin Windows Experience Index i det kommende Windows 7, som nu vurderer systemets ydelse på en skala fra 1 til 7.9.


En af nyhederne i Microsofts Windows Vista var et værktøj kaldet Windows Experience Index (WEI), som analyserer computerens hardware og tildeler den en score fra 1.0 til 5.9. Jo højere pointtal, jo bedre er computerens ydelse. Denne Windows Experience Index bliver også videreført i det kommende Windows 7, men funktionen er blevet udvidet og optimeret på en række punkter.

Microsoft fortæller om ændringerne i WEI i dette blogindlæg. Ligesom under Vista foretager WEI i Windows 7 en analyse af fem komponenter i computeren; processor, hukommelse, grafik (almindelige desktop-programmer), spilgrafik (3D-ydelse) og primær harddisk.

Hver komponent tildeles en separat score, og systemets samlede pointtal er lig med det laveste pointtal fra de fem komponenter.

Hvis processor, hukommelse og grafik altså f.eks. scorer 5, mens harddisken kun opnår 2, så bliver systemets samlede WEI score på 2.

En af ændringerne i Windows 7 er, at pointtallet nu rækker fra 1.0 til 7.9. Den nye skala skal afspejle, at computernes ydelse er steget siden frigivelsen af Windows Vista, hvor maskinerne maksimalt kunne opnå 5.9.

Microsoft har også ændret på målemetoden for at opnå et mere realistisk billede af systemets samlede ydelse. Men samtidig understreges det, at WEI ikke fortæller noget om samspillet mellem komponenterne og derfor ikke alene kan bruges som en målestok for computerens faktiske hastighed.

I blogindlægget nævnes to konkrete eksempler på systemer med Windows 7. En billig bærbar med typiske Office-applikationer og en WEI-score på 2.0, hvor det især er grafik-komponenten der trækker ned. Men fordi computeren ikke bruges til spil, skulle ydelsen alligevel være tilfredstillende under Windows 7.

Det andet eksempel er en 25-tommers all-in-one computer med Windows 7 64-bit og en WEI-score på 5.1 (her er det igen grafikkortet, der får den laveste score). Ifølge bloggen ligger cpu-forbruget på denne maskine aldrig over 10 procent.

Men spørgsmålet er så, hvordan konfigurationen skal se ud for at maskinen kan opnå en drømme-score på 7.9. Det vil sandsynligvis kræve en computer som slet ikke kan købes endnu.

Ifølge bloggen vil en fire-kerne-processor typisk ligge i slutningen af 6'erne eller begyndelsen af 7'erne, og en processor med otte kerner skulle være i stand til at nærme sig 7.9 – men en sådan cpu kan som bekendt ikke fås i dag til almindelige computere.

Så er det lettere med grafikkort, hvor man nå op i 6- eller 7-klassen hvis kortet har en fornuftig ydelse, understøtter DirectX10 og har en WDDM 1.1 driver. For de ældre WDDM 1.0 drivere ligger den maksimale grænse på 5.9. Men så er der jo altid mulighed for at kombinere flere grafikkort for at opnå en endnu højere score.

For at opnå en WEI-score på 7.9 på harddisken kræves en meget hurtig SSD-lagerenhed – programmet måler hastigheden ved tilfældige I/O operationer på disken.

Microsoft tilføjer dog, at der kan være problemer med målingen af ydelsen i nogle harddiske, og det kan medføre at den samlede score bliver lavere end systemet ellers berettiger til.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

9. januar 2009

Spil World of Warcraft med Hollywood grafik...

- AMD har taget Cloud-teknologien til nye højder med superservere, der renderer Hollywood-lignende grafik til almindelige computere eller mobiltelefoner.

Fremtidens spillecomputer kan meget vel blive en næsten tom skal, der viser Hollywood-grafik i realtime. AMD og firmaet OTOY er klar med en Cloud-teknologi, de kalder Fusion Render Cloud. Det fungerer på samme måde som andet Cloud-teknologi, hvor den tunge processorkrævende del bliver klaret af fjerntliggende servere, mens resultatet bliver vist på ens egen computer.

Forskellen denne gang er, at serverne afvikler svimlende avanceret grafik fra en mængde af maskiner med AMDs Phenom II processorer, AMD Series 790 chipsæt, og ATI Radeon HD 4870 grafikkort. Der vil være over 1000 GPU (Graphics Processeing Units), som vil levere over en petaflop regnekraft.

Hæren af computere driver OTOYs software, der dels skaber grafik på niveau med Hollywood-effekter og linker alle klient-computerne til serverparken. På den måde er det slut med store maskiner som Playstation 3, Xbox 360 og Alienware pc'ere ude i hjemmene. I stedet kan man nøjes med en modtager, en skærm og en mus eller gamepad.

AMD og OTOY nævner selv livagtig rendering af virtuelle verdener som World of Warcraft som en oplagt mulighed med teknikken.

Indtil videre er begrænsningen på den internethastighed spillerne har til rådighed. Det er meget information, der skal frem og tilbage til serveren. OTOY kan i princippet sende 220 frames pr. sekund, hvilket er mere end de fleste skærme og det menneskelige øje er i stand til at opfatte.

Sammen med AMD har OTOY udviklet komprimeringsalgoritmer, der får grafikken så hurtigt gennem en bredbåndsforbindelse at "lag" er nede på 12 millisekunder tæt på serverne og op mod 100 millisekunder på den anden side af kloden.

AMD og OTOY ser det som en reel forretningsmulighed og opfordrer filmselskaber, teleselskaber, spilfirmaer og konsolfirmaerne til at investere i teknologien.

AMD forventer at være klar med prototypen senere på året.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

  © Blogger template 'Ultimatum' by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP