20. februar 2009

TDC's centrale fiber-net lider af alderdomssvækkelse...

- De fiber-kabler, som TDC gravede ned i 1990’erne, lider af så alvorlige alderdomsproblemer, at de må graves op igen og erstattes med nye. Kablerne udgør store dele af telenettets rygrad.


Under 20 år. Så kort er den reelle levetid på et fiberoptisk kabel af den slags, som de daværende nationale telesekaber gravede ned i starten af 1990’erne.

Fiberkablerne bliver populært sagt ældede og får slet og ret lavere kapacitet end de havde. Problemet betyder, at TDC må udskifte omkring ti procent af de fiberkabler, der blev gravet ned som del af de centrale transport- og distributions-net siden 1991.

Den betydeligt begrænsede holdbarhed i forhold til forventninger kan påvirke elselskabernes fiber-satsninger, fordi flere af dem har kalkuleret med langt længere levetid, mener TDC:

”Hvis jeg have en businesscase, som kalkulerede med at fiberkabler holdt i 50 år, så ville jeg være alvorligt bekymret,” siger TDCs netdirektør, Jess Julin Ibsen med henvisning til tidligere meldinger om elselskabernes fibersatsning.

Netdirektøren, der er ansvarlig for TDCs fysiske infrastruktur, der forbinder centraler og forbrugere over hele Danmark, fremlagde sine erfaringer på sidste uges store europæiskes fiberkongres i København.

Nu uddyber han overfor ComON, hvordan det kan gå til, at de tynde glastråde i fiberkablerne kan blive påvirket af alderdom.

”Problemet er den plastic-coating, der skulle beskytte selve fiberkablet. Den tærer og lader vand trænge ind. Glasset i kablerne kan faktisk godt optage vandet – det reagerer ved at blive ”mælket”. Det samme fænomen kan ses på en sodavandsflaske, som har ligget glemt udenfor i årevis: glasset bliver uklart og det påvirker naturligvis dets transmissionsegenskaber,” forklarer netdirektøren.

Resultatet er af den proces er, at teleselskabet ikke får den kapacitet til rådighed, som man havde kalkuleret med.

Ifølge Jess Julin Ibsen kan man kun opdage denne reduktionen ved at se på den faktiske trafik, der går i gennem – kapacitetsnedsættelsen kan tilsyneladende ikke måles i prøveopstillinger.

”Det var jo første og anden generation af fiberkabler, der blev gravet ned dengang. Det er da bedre i dag. Vi tror, at de fiberkabler, der graves ned i dag, holder 30 år,” siger han.

ComON har forelagt alderdomsproblemerne for direktøren for fiberselskabet Nianet, Svend-Erik Jensen. Han mener dog ikke, at en kortere end forventet levetid vil påvirke selskabets planer.

”Én ting er jo, hvor længe vi tror, de holder – en anden, hvad vi kalkulerer med i regnskaberne,” siger han.

Nianet kalkulerer ifølge direktøren med en levetid på 20 år i regnskabssammenhænge, men tror, at kablerne vil holde meget længere.

Men uanset om holdbarheden er kortere eller længere er der ingen grund til uro, mener han, fordi kablerne i forvejen har så kraftig kapacitet.

”Der er intet af det fiber, der graves ned i øjeblikket, der blot er i nærheden af at blive udnyttet maksimalt,” siger Svend-Erik Jensen.

Den opfattelser deler man tilsyneladende ikke i TDC, hvor det centrale netværk har en mere overordnet rolle i forhold til fiberselskabets leverancer til forbrugerne.

På distributions-nettet har TDC endda flere udfordringer, der reducerer kapaciteten på fiberforbindelserne. Ud over aldringsproblemet er der det problem, der stammer fra den danske entreprenør-stand og dens brug af rendegravere, gravkøer og spader og skovle:

”Overgravninger, som vi har mange af, påvirker også kablerne. Når de er splejset sammen efter en overgravning, er kapaciteten nedsat med 3-5 procent. Når der har været mange overgravninger på samme kabelstrækning, må hele kablet simpelthen skiftes,” siger Jess Julin Ibsen.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

19. februar 2009

LG X120-netbook klar til Europa...

- Hver femte af os tager en af de kompakte, prisbillige netbooks med hjem under armen, når der skal købes ny bærbar. Det viser de seneste tal fra IDC, og naturligvis vil LG også have en bid af den attraktive markedsudvikling.


LG X110 blev kendt som en relativt anonym netbook, men nu slår producenten igen med et nyt bud på en kompaktbærbar, som blev introduceret til Consumer Electronics Show i Las Vegas.

Modellen bliver døbt 'LG X120', og på funktionslisten springer blandt andet skærmens ti tommer, Intel Atom-processoren på 1,6 gigahertz, en gigabyte ram og harddiskens 160 gigabyte i øjnene.

LG's netbook leveres med enten 3- eller 6-cellet batteri, og med en vægt på kun 1,2 kilo er der ikke meget at slæbe rundt på.

X120 kan også byde på Turbo3G, også kaldet HSDPA, et webcam med en opløsning på 1,3 megapixel samt et såkaldt Smart-On Linux-baseret operativsystem, som betyder, at brugeren kan få en grundlæggende pc-oplevelse serveret på noget i omegnen af fem sekunder med mulighed for aflytning af musik, internetsurfing og filmkiggeri.

Den nye netbook skulle være klar til de europæiske butikker allerede i næste måned, men vi kender endnu ikke et forventet prisniveau.

Her kan du læse om et udvalg af forårets nye netbooks.

Kilde: Tcmagazine.com


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

18. februar 2009

Netbooks er et kæmpehit...


- Netbooks har nu erobret 20 procent af markedet for mobile computere i Europa


De billige minicomputere, som også kaldes netbooks, fortsætter deres sejrsgang. Ifølge de seneste tal fra IDC har netbooks erobret 20 procent af markedet for mobile computere i EMEA-regionen, der omfatter Europa, Mellemøsten og Afrika. På markedet for mobile computere til private brugere har de billige netbooks endda opnået en markedsandel på 30 pct.

Netbooks har tilsyneladende været en stor succes i julehandlen, og det har også hjulpet, at mange teleoperatører tilbyder pakkeløsninger med minicomputere - men trods det, købes der flest Netbooks uden "abonnement" hos de diverse forhandlere.

I øjeblikket er der mere end 50 forskellige leverandører, der tilbyder netbooks. Det er bemærkelsesværdigt, for der er tale om et forholdsvis nyt koncept, som er opstået i kølvandet på den billige u-lands-computer der også kendes som 100-dollar-laptop. Dén computer blev aldrig en succes – og i stedet endte varianter af u-lands-computeren på hylderne i verdens rigeste lande.

Acer ligger som nr. 1 på markedet med sin Aspire One, der blev lanceret i juni sidste år, (men seneste undersøgelse af de tal, viser at Acer vist ikke har helt rent mel i posen og pumper deres salgstal kunstigt op). Samme tal, som nu granskes, viser at Asus holder andenpladsen med Eee PC. Den største pc-producent, HP, har også klaret at etablere sig på dette nye marked og holder en tredjeplads med sin Compaq Mini 700 og HP 2133. Samsung og Dell ligger på fjerde- og femtepladsen.

IDC forventer at netbook-segmentet fortsat vil vokse støt trods den aktuelle finanskrise.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

Facebook glemmer dig aldrig...

- Det tager kun få minutter at oprette en profil på Facebook. Men det kan tage måneder at få fjernet profilen igen og nogle af dine data bliver måske aldrig slettet. Efter protest fra brugerne har Facebook nu ændret sine betingelser igen, igen, igen...


---- Artikel fra ComOn, af Karim Pedersen ----

Facebook har i al ubemærkethed gennemført en lille men vigtig ændring af sine »terms of service« i starten af februar. De nye betingelser for brug af tjenesten indeholder et ekstra afsnit, hvor Facebook forbeholder sig retten til at gemme og benytte brugerens indhold også efter kontoen er lukket. Desuden har Facebook slettet en tekstlinie, som betød at brugsrettighederne ophører i det øjeblik brugeren lukker sin konto.

De nye betingelser hos Facebook har medført en proteststorm fra brugerne – en gruppe med titlen »People Against the new Terms of Service« har allerede mere end 16.000 medlemmer. Facebook har ellers forsøgt at lægge låg på debatten om, at det er for svært at få gamle profiler slettet på tjenesten – men denne debat er nu blusset op igen, og problemet vedrører ikke kun Facebook.

Sociale netværk har opnået en enorm popularitet gennem de seneste år og tjenester som Myspace og Facebook har haft en fantastisk vækst. Alene Facebook har nu 175 millioner brugere, halvdelen er kommet til gennem de sidste fire-fem måneder, og hver tredje dansker er nu på Facebook. En af årsagerne er, at det er utrolig let at oprette en profil på de sociale tjenester. Det tager kun få minutter at registrere sig og begynde at fylde sin profil med indhold.

Men hvad sker der, hvis man ønsker at fjerne sin profil igen? Så bliver det pludselig meget mere besværligt. Den konkrete proces er forskellig alt efter, hvilken tjeneste der er tale om, men Facebook er blandt dem, der tidligere har gjort det meget svært at slette sin profil.

Der er ikke nogen »Slet« knap på Facebook – men hvis man går ind under Indstillinger, så finder man helt i bunden af websiden en funktion, som deaktiverer kontoen.

Men selvom man deaktiverer sin konto hos Facebook, er alle oplysninger stadig lagret på Facebooks servere. I starten af 2008 begyndte flere medier at omtale den manglende mulighed for at få slettet sine data helt.

I et konkret tilfælde måtte en bruger vente to måneder og true med et sagsanlæg, før internet-tjenesten fik slettet hans profil. Og selv i dette tilfælde var det fortsat muligt at sende elektronisk post til brugeren gennem Facebook.

Det førte til oprettelsen af flere hjemmesider og grupper på Facebook, der fortæller hvad man skal gøre for at få fjernet sin profil.

Facebook forklarede selv, at man blot ønskede at hjælpe brugere, som vælger at genaktivere deres konto på et senere tidspunkt. Så behøver de ikke indtaste deres data igen, fordi de allerede er gemt hos tjenesten.

Men brugerne bliver ikke informeret om, at informationerne gemmes selv efter profilen er deaktiveret, medmindre man selv kontakter firmaets support-afdeling.

Efter protest fra brugerne og negativ medieomtale – en gruppe med titlen »How to permanently delete your Facebook account« har 23.300 medlemmer – har Facebook oprettet en side, hvor man kan bede om at få slettet sin konto permanent og uigenkaldeligt.

Så skulle man altså kunne være sikker på, at alle data, beskeder og billeder er slettet fra Facebook. Men sådan er det bare ikke, hvis man skal tro de nye »terms of service« fra selskabet. Facebook har fortsat retten til at »bruge, kopiere, offentliggøre, streame, lagre, opbevare, scanne og omformatere« brugerens indhold selv efter profilen er slettet.

Facebook-stifter Mark Zuckerberg har reageret på kritikken i et blog-indlæg, hvor han forsvarer ændringerne. Zuckerberg henviser til, at beskeder sendt mellem Facebook-brugere altid gemmes i to kopier – én i indbakken hos modtageren og én under »Sendte beskeder« hos afsenderen. Hvis afsenderen senere sletter sin profil, bliver kun den ene af de to kopier slettet – nemlig dén under »Sendte beskeder«.

Det betyder altså, at alle de beskeder, man har sendt til andre Facebook-brugere, fortsat bliver bevaret selv efter man har slettet sin profil. Og det gælder selvfølgelig også for de billeder og andre former for indhold, man har vedhæftet. Zuckerberg henviser til, at almindelig e-mail fungerer på samme måde.

Zuckerberg har nu skrevet et nyt blog-indlæg, hvor han lover at Facebooks »terms of service« vil blive grundlæggende revideret og brugerne får også mulighed for at bidrage til denne proces. I mellemtiden har Facebook trukket de ændringer tilbage, der blev gennemført den 4. februar.

Facebook lover nu utvetydigt, at brugerne har retten til de informationer som de har lagt på tjenesten og til enhver tid har kontrol over dem.

Men debatten om Facebooks nye brugerbetingelser viser igen, at det er meget nemt at lægge materiale ud på nettet, sende beskeder og offentliggøre billeder – men betydelig sværere at få sit materiale fjernet igen. Og man kan aldrig være helt sikker på, om den tankeløse e-mail eller det pinlige billede måske ikke stadig ligger gemt et sted ude på nettet og dukker op igen på det mest uheldige tidspunkt.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

Gear anmelder udgået kamera - IXUS 85IS

- Anmeldelser kan være en god ting, det har vi allerede fastlagt i en anden artikel, men ikke af noget som er udgået! Igen er det folkene bag ComOn og Gear der er gal på den, denne gang med et Canon kamera...

Læs den "gamle" artikel her:
ComOn anmelder udgået gamer-bærbar


"Ixus fra Canon er nogle af de bedst sælgende kompakte kameraer fra Canon. Ixus 85 is(image stabilization) har som navnet antyder billedstabilisator. Spørgsmålet er om den kan klare mosten med kun 3X optisk zoom."

- sådan indledes artiklen af Gear, godt og spændende... ja, hvis ikke det var fordi modellen blev annonceret d. 13 marts 2008 (altså godt og vel 1 år siden). Men det ser jo stort og flot ud, som det jo skal være, men det giver endnu engang en situation hvor folk vil stille sig uforstående over for forhandere der fortæller at produktet desværre er udgået.
Klik her for Gear's artikkel om IXUS 85IS.

Heldigvis, er der lavet mange eksemplarer af Canon's IXUS 85IS, så de kan da i det mindste stadig skaffes... men der bliver ikke lavet flere og jeg vil stadig sige at det er dybt uansvarligt og forkert af "professionelle magasiner og blade" at anmelde produkter som er udgået og erstattet af nye modeller.

Er det ren og skær mangel på stof at skrive om, eller er det bare uvidenhed fra personale der tror de har styr på det? Jeg aner det ikke... men jeg fristes til at tro det sidstnævnte!

Som sagt før, rammer det ikke forhandlerne i så høj en grad, men det efterlader et indtryk af at anmelderne er useriøse, uvidende og rent ud sagt en flok rene amtører... ja, hvad skal man dog ellers tro?


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

16. februar 2009

Bliver Windows 7 færdig i 2009???

- Alt tyder på at Windows 7 bliver klar til lancering inden jul, men Microsoft vil ikke selv bekræfte lanceringsdatoen.


Microsoft har stadig ikke meldt ud hvornår Windows 7 kommer på markedet, men alt tyder på at styresystemet lanceres i god tid inden jul. Det fortæller kilder hos pc-producenter i Asien og USA til CNET. Hvis Microsoft skal nå at få en god bid af den travle julehandel, så skal Windows 7 formentlig lanceres senest i starten af november.

Men softwarefirmaet har ikke selv bekræftet en lanceringsdato og tidspunktet kan stadig ændre sig, hvis der dukker flere fejl eller problemer op i de aktuelle betaversioner. Derfor er det ikke helt umuligt, at lanceringen bliver skubbet til begyndelsen af 2010.

Forgængeren Windows Vista kom også i januar måned til private brugere, selvom virksomheds-versionen blev frigivet to måneder tidligere.

For at forhindre, at salget af Vista-computere går helt i stå, fordi alle venter på Windows 7, vil Microsoft sædvanen tro introducere et opgraderingsprogram, hvor Vista-købere får en helt eller næsten gratis opgradering til Windows 7. Dette program vil formentlig gælde for alle, der køber en Vista-computer fra sommeren.

Der er nu lukket for adgang til den offentlige betaversion af Windows 7, men Microsoft vil senere udsende en næsten færdig Release Candidate af styresystemet.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

Bag om Windows 7...

- Skærmtrolden Johannes, fra Gear-TV, kigger denne gang nærmere på nogle af de nye features som Microsofts næste styresystem, Windows 7, har at byde på...


Klik på link for at se videklip


Hurtigere, flottere og generelt bare bedre. Windows 7 ser ud til at blive alt det som Windows Vista ikke var. Gear-TV's skærmtrold Johannes, har kigget lidt nærmere på hvad vi har at se frem til af lækkerier og nye funktioner i Windows 7.


Jannick R. Chr. - http://snapshots.mono.net

Har vi brug for et nyt internet???

- Har internettet som vi kender det spillet fallit? Forskere mener at der er brug for et helt nyt og mere sikkert internet...


Den seneste Conficker-orm som inficerede helt op til 12 millioner computere mod slutningen af sidste år illustrerer at sikkerheden på nettet er alt andet end optimal. Det har fået nogle forskere til at foreslå et helt nyt og mere sikkert internet. I dag ligger ansvaret for sikkerheden hos den enkelte bruger, og der bruges mange ressourcer på at trække en grænse mellem den sikre lokale computer og det usikre internet.

Der bygges en mur – en firewall for at holde nettets snavs ude, og der bruges en hær af programmer – alt fra antivirus til antiadware og spyware-blocker – for at kontrollere, om der alligevel er sluppet noget igennem.
Men ville det ikke være bedre at få ryddet op på nettet i stedet for at bygge stadig højere mure for at beskytte sig mod »barbarerne«, spørger forskerne. En artikel i avisen New York Times stiller det lidt provokerende spørgsmåls »er der brug for et nyt internet?«. Der tales om et form for »gated community«, et aflukket fællesskab, hvor brugerne skal opgive deres anonymitet og en del af deres frihed for at få større sikkerhed.

Det er et helt klassisk dilemma fra nettets tidligste dage – hvordan skal man balancere ønsket om anonymitet og privatlivets fred med behovet for at holde folk til ansvar for det, de foretager sig i den elektroniske verden. Det nye »højsikkerheds« internet vil måske kræve at alle brugere identificerer sig – så er det altså slut med anonymiteten.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før vi bliver ramt af en serie af katastrofer, hvis ikke vi er parat til at tage dagens internet op til revision,« siger Stanford-forskeren Nick McKeown til New York Times.

Et nyt og sikkert internet vil formentlig eksistere side-om-side med det nuværende, kaotiske netværk – der måske vil ende som det »farlige nabolag«, hvor man skal være forsigtig med at færdes.

Sikkerhed blev aldrig tænkt ind i udviklingen af det oprindelige internet. Dengang havde man et godt overblik over, hvem der brugte netværket, og det var ikke nødvendigt at bygge mure. Men i dag er der milliarder af brugere, og mange kriminelle bander har kastet sig over nettet med trojanere, phishing, spyware og spam.

Stanford-forskerne bygger nu et eksperimentelt netværk som i første omgang skal forbinde otte universiteter rundt om i USA. Her er sikkerhed tænkt ind fra starten, det er lettere at spore kriminelle, og hele netværket er mere robust.

Historien har dog vist at det er svært at erstatte de nuværende internet-teknologier med nye, også selvom der er gode tekniske grunde til det. Et eksempel er manglen på ip-adresser, der skal løses ved at erstatte den nuværende IPv4-protokol med IPv6. Men blot det lille skridt fra IPv4 til IPv6 har taget mere end ti år og mange har stadig ikke fået implementeret IPv6.

Et spring til et helt nyt internet vil sandsynligvis tage endnu længere tid – og kræve massive investeringer hos alle netudbydere, teleoperatører og indholdsudbydere.

  © Blogger template 'Ultimatum' by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP